Snitteriet

Historie.
 
" Det var en mørk og stormfuld aften "
Sådan kan man meget vel begynde fortællingen om hvordan firmaet Snitteriet i Mørke fik sit navn.
På en sådan aften vistes nemlig et afsnit af
"The Julekalender" på Tv skærmen. I dette afsnit snitter en af nisserne en propel, hvilket inspirerede indehaver Karsten Bonde til firmanavnet Snitteriet.
 
Der var engang.
Der var engang, hvor kunstnere levede på en sten, ja ligefrem sultede, for at have råd til at anskaffe sig materialer til det næste kunstværk. Nogle af materialerne kunne kunstnerne dog selv fremstille, nemlig malingen. Malingen bestod primært af to hoved ingridienser: bindemiddel og tørfarve. Som bindemiddel benyttede man især olie, lak,  lim og kalk. For at give farven den rette konsistens tilsatte man terpentin til olie og lakfarver. Til lim og kalkfarver benyttede man vand. Bindemiddel og tørfarve blev i en bøtte rørt sammen til en brugbar maling. De fleste af malernes tørfarver har været i brug siden oldtiden. Det var især "jordfarverne", såsom okker, umbra, terra di siena, grønjord m.fl. Tørfarverne importeredes fra hele verden, og havde ofte navne efter de byer, som var hovedproducenter, f.eks. spansk grønt, engelsk rødt og berliner blåt. Nogle arsenik og blyfarver var så giftige, at det i dag er forbudt at bruge dem. Der var ligeledes stor forskel på de forskellige tørfarves pris. De fleste jordfarver var billige og derfor meget brugte, andre farver var så kostbare, at de kun blev brugt til de finere detaljer.
 
Inden man fremstillede malingen skulle man dog af med en betragtelig sum penge for et brugbart kunstnerlærred. Dette lærred skulle være opspændt på en blindramme. En blindramme har til formål at spænde lærredet ud i en given facon, så det kan holde sig "svævende". Blindrammen kaldtes oprindeligt for en blændramme, idet man henviste til netop en blænde, altså en indsnævring. Formålet var som tidligere nævnt, at holde lærredet udspændt og "svævende". Senere ændrede man dog navnet til blindramme, idet den jo er bag ved maleriet og derfor bliver "usynlig". Omkring år 1500 blev datidens fornemmeste blændrammer fremstillet af gran og egetræ. På denne tid kendte man til de forskellige træsorters egenskaber. Man limede gran og eg sammen, hvilket betød at egetræets styrke og stabilitet blev udnyttet som kernen i rammen. Men egetræets hårdhed, som var næsten ligeså hårdt som stål, betød også at det stort set var umuligt at fastgøre lærredet på den færdige ramme, uden at lærredet ville tage skade ved opsændingen. For at imødegå dette problem fandt man ud af at sammenlime en kerne, bestående af egetræ med to sider af grantræ. Græntræ er i modsætning til egetræ, blødt og smidigt og man kunne derved opspænde lærredet på rammen, uden at det ville blive beskadiget. Til denne limning brugte man normalt hud/benlim. Til de fineste rammer brugte man lim kogt af kaninskind, som gav en meget stærk og smidig limning.
 
Datidens lærred var ofte groft hørlærred, forstærket med hampefibre og indvævede talg tråde. Disse tråde skulle sikre bæreevnen i lærredet. Et sådant lærred blev dog alt for groft at male på og måtte derfor først grundes. Man udviklede flere forskellige typer af grunding, og den mest foretrukne bestod af lige dele harpiks og kridt tilsat en smule udvandet hønsemøg. Denne blanding mættede efter nogle behandlinger det meget grove lærred og ureaen fra hønsemøget neutraliserede den klæbrige harpiks. Resultatet blev en mat og kalket overflade som var egnet til datidens maling. Efter alt denne gøren var kunstneren klar til at begynde sit kunstværk. De dygtige kunstnere havde ofte elever. Kunstneren skitserede maleriet og lod eleverne udføre det grove og grundlæggende arbejde, hvorefter kunstneren efterfølgende indarbejdede detaljerne. Mange af datidens store protrætmalere malede i praksis kun hænder og ansigter.
 
Når maleriet var færdigt skulle det videre til glarmesteren. Hver by med respekt for sig selv, havde en glarmester, som der også forestod indramninger. I dag er det dog noget anderledes og det er kun ganske få som har specialiseret sig i dette håndværk. Ofte skulle rammen også en tur omkring maleren, for at blive forgyldt. Hvis forgyldningen skulle virke blank, måtte rammens overflade være fuldstændig glat. Siden middelalderen har man brugt at "kridere" trærammer for derved at opnå den nødvendige glatte overflade. Rammen der var grundet med limvand, blev overstrøet et passende antal gange med en limstærk kridtopløsning. De enkelte lag fik lov at tørre og med mellemrum blev der slebet efter, indtil hele rammen var fuldstændig glat og jævn. Herefter skulle bladguldet lægges på. Guldbladende blev lagt direkte på denne limholdige overflade, der kort for inden var blevet fugtet med vand og sprit, og blev på denne måde limet fast. Når limningen var tør, kunne guldet poleres med en særlig kroget agatsten. Flere malere snød dog lidt og brugte bladsølv i stedet for guld, for derefter at påføre en særlig gullig fernis, så det til forveksling ligende guld.
 
Maleriet kunne nu monteres i den færdige ramme, og var nu næsten klar til at blive vist frem. Denne fremvisning blev dengang som idag kaldt for fernisering. Rent faktisk kan man ligge mere i ordet fernisering end som sådan. Udtrykket stammer nemlig fra den efterbehandling med beskyttende fernis som malerierne fik lige inden. Denne fernis tjente to formål. For det første var flere malingstyper meget længe om at tørre og kunne stadig være klæbrige flere år efter. For det andet brugte man ofte forskellige malingstyper, med forskellig blankhed/glans. Man udlignede dette ved at give maleriet linoliefernis, som gav en ens halvmat overflade.